I en administrativ straffesag havde S fået beskikket en forsvarer. Forsvareren anmodede retten om tildeling af et beløb til indhentelse af revisorbistand, henset til at sagen indeholdt komplicerede skattemæssige forhold.

Skattestyrelsen udtalte, at sagen ikke indeholdt komplekse skatte- og momsregler eller regnskabspraksis, som skulle gøre det nødvendigt med revisorbistand til forsvareren, som skulle være omfattet af beskikkelsen. Forsvareren fastholdt sin begæring.

Efter en gennemgang af sagens bilag, besluttede retten at efterkomme forsvarerens anmodning og tillade revisorbistand, dog begrænset til 40.000 kr.

Skattestyrelsen påkærede byrettens kendelse med påstand om, at afgørelsen ophæves, så anmodningen om tildeling af et beløb til revisorbistand ikke efterkommes. Til støtte for påstanden anførte Skattestyrelsen navnlig, at der ikke var grundlag for afholdelse af udgift til revisorbistand i en sag af denne størrelse, hvor det primært var det juridiske, som bestrides, og hvor der ikke øvrigt var givet en begrundelse for behovet for revisorbistand. Forsvareren fremkom ikke med bemærkninger i anledning af kæremålet.

Landsretten henviste til, at forsvarerens anmodning måtte opfattes som en anmodning om forhåndsgodkendelse af, at forsvareren ville være berettiget til dækning af udgifter til revisorbistand efter skattestraffelovens § 3, jf. retsplejelovens § 741.

Efter praksis kan der indhentes forhåndsgodkendelse af, at forsvareren vil være berettiget til godtgørelse for udgifter til revisorbistand. Godkendelse forudsætter, at udgiften til revisorbistand konkret skønnedes rimelig og nødvendig for udførelse af et tilstrækkeligt forsvar.

Landsretten fandt, at der ikke forelå oplysninger, som tilsagde, at revisorbistand var nødvendigt for udførelse af et tilstrækkeligt forsvar. Der var allerede derfor ikke grundlag for at imødekomme anmodningen.

Landsretten afsagde herefter kendelse om, at byrettens beslutning ændredes, så forsvarerens anmodning om forhåndsgodkendelse af udgifter til revisorbistand ikke blev imødekommet.

Som forhold 1-3 var T tiltalt for senest den 18. april 2018 via told- og skatteforvaltningens Tast-Selv, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for hans skatteansættelse for indkomstårene 2014-2016, idet T angav fradrag for indbetaling på etablingskonto på henholdsvis 120.334 kr. (indkomståret 2014), 87.671 kr. (indkomståret 2015) og 131.671 kr. (indkomståret 2016), fradrag for tab af unoterede aktier med henholdsvis 287.531 kr. (indkomståret 2014), 298.731 kr. (indkomståret 2015) og 299.731 kr. (indkomståret 2016), og udbytte af danske unoterede aktier med henholdsvis 244.891 kr. (indkomståret 2014), 265.331 kr. (indkomståret 2015) og 269.331 kr. (indkomståret 2016), hvorved der kunne være opnået uberettiget vinding med 323.572,49 kr.

Som forhold 4 var T tiltalt for senest den 28. april 2018 via told- og skatteforvaltningens Tast-Selv, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for hans skatteansættelse for indkomståret 2017, idet T angav fradrag for indbetaling på iværksætterkonto med 75.771 kr., samt fradrag for rejseudgifter med 21.031 kr., hvorved der kunne være opnået uberettiget vinding med 32.041,51 kr.

T forklarede, at han ikke havde foretaget nogen af indberetningerne til told- og skatteforvaltningen. Han havde ingen idé om, hvem der skulle have gjort det. Det var ikke ham, der havde foretaget de anførte rettelser. I 2018, boede han hos sin mor. Når han dengang fik post, åbnede hans mor posten og kom med den til ham. Han har aldrig brugt Tast Selv, og derfor opdagede han ikke, at told- og skatteforvaltningen lukkede hans adgang til Tast Selv. Han har ikke modtaget brevene fra told- og skatteforvaltningen, der blev sendt med almindelig post. Han har ikke modtaget indkaldelsen fra politiet, der blev sendt i e-Boks.

Byretten fandt, at det måtte lægges til grund, at de rettelser, der var foretaget i T’s årsopgørelser for årene 2014-2017, var foretaget ved anvendelse af T’s NemID, samt at det kun var T, der kunne opnå økonomisk vinding på baggrund af de derved opnåede fradrag, der måtte anses for åbenlyst uberettigede. Henset hertil, samt da T havde forklaret, at der ikke var andre, der havde haft adgang til at anvende hans NemID, herunder kode og nøglekort, måtte retten desuden lægge til grund, at det var T, der havde foretaget de pågældende rettelser, samt at han derigennem havde forsøgt at unddrage det offentlige i alt 355.614 kr. T fandtes dermed skyldig i tiltalen.

T idømtes en bøde på 325.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden blev fastsat til fængsel i 60 dage som en tillægsstraf i medfør af straffelovens § 89.

Byrettens dom blev anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært til formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten stadfæstede byrettens dom og fastsatte straffen som en tillægsstraf. Landsretten henviste til, at T heller ikke for landsretten var kommet med en troværdig forklaring på, hvorfor han ikke modtog brevene fra told- og skatteforvaltningen, eller hvem der havde foretaget indtastningerne i Tast-Selv samt at navnlig berigelsen ville tilfalde T, og at ingen andre havde benyttet T’s NemID.

Retten fandt, at et samvirke, der afviklede bankospil og foretog donationer til velgørende formål, ikke var en forening, men en virksomhed drevet i interessentskabsform. Retten lagde herved bl.a. til grund, at der ikke var afholdt generalforsamlinger, idet det ikke var fremlagt dokumentbevis herfor. De afgivne vidneerklæringer og forklaringer ændrede ikke herved. Skatteministeriet blev således frifundet. 

Spørger (A/S) havde solgt en erhvervsejendom og ønskede at genanbringe fortjenesten ved salget efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A. Inden salget havde Spørger udlejet ejendommen til et søsterselskab, der drev virksomhed i ejendommen.

Genanbringelse er blandt andet betinget af, at den afståede ejendom har været anvendt erhvervsmæssigt i ejerens eller den samlevende ægtefælles erhvervsvirksomhed.

Udlejning af fast ejendom anses i denne forbindelse ikke for erhvervsvirksomhed.

Dog anses udlejning til et selskab, hvori ejeren af den faste ejendom og dennes ægtefælle direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse, for erhvervsmæssig virksomhed, såfremt selskabet anvender ejendommen erhvervsmæssigt. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det, at der ved ejeren og dennes ægtefælle forstås ejere, der er fysiske personer (hovedaktionærer).

Det var Skatterådets opfattelse, at undtagelsen således kun finder anvendelse for fysiske personer, der udlejer en ejendom til deres hovedaktionærselskab.

Efter Skatterådets opfattelse havde Spørger, der var et aktieselskab, ikke mulighed for at genanbringe fortjeneste ved salget af den udlejede ejendom efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A. Det var en følge af, at genanbringelsesreglerne ikke finder anvendelse for udlejede ejendomme. Spørger var samtidigt ikke omfattet undtagelsen hertil, idet den kun gælder for fysiske personer, der udlejer til sit eget hovedaktionærselskab.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørger kunne genanbringe fortjenesten ved salget af ejendommen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A.

Spørger leverede rådgivningsydelser i form af dybtgående vurdering af tekniske, finansielle og miljømæssige forhold, som indgik i kundens beslutningsgrundlag, når kunden skulle tage stilling til potentielle nye investeringer indenfor energisektoren. Kunden var en AIF, og det blev lagt til grund for svaret, at Kunden skulle anses for en investeringsforening i momsmæssig forstand.

Skatterådet fandt ikke, at Spørgers ydelser, som nævnt i tre konkrete eksempler, kunne anses som ydelser vedrørende fast ejendom, idet vurdering af de faste ejendomme ikke kunne anses for at være det fremherskende element ved Spørgers ydelser.

Skatterådet fandt, at Spørgers ydelser var omfattet af momsfritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f, idet ydelserne ansås for at være udformet specifikt med henblik på kundens konkrete investeringsbeslutninger, og kunden alene anvendte ydelserne til dette formål.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørger skulle betale moms af de rådgivningsydelser, som Spørger leverede til kunden.

Spørger 1 havde ejet en udlejningsejendom i over 40 år. Ejendommen, som bestod af 11 beboelseslejemål og 2 erhvervslejemål, var fuldt udlejet.

Ejendommen havde en offentlig ejendomsvurdering på 25.000.000 kr. pr. 1. oktober 2020. Vurderingen havde udgjort 25.000.000 kr. siden 2010. Der var ifølge Spørger 1 ikke sket faktiske eller retlige ændringer på ejendommen siden sidste vurdering af ejendommen. Der var ifølge Spørger 1 heller ikke særlige omstændigheder.

Ejendommen var i seneste årsregnskab optaget til 24.600.000 kr.

Spørger 1 havde 2 børn. Det blev påtænkt at overdrage ejendommen til børnene til - 15 % af den seneste offentlige ejendomsværdi. Ligeledes blev det påtænkt at overdrage med succession.

Spørger 1 indgik aftaler om alle ombygninger og væsentlige vedligeholdelsesaftaler. Spørger 1 besluttede tillige hvem, der skulle lejes ud til. Det var Spørger 1, der i sidste ende besluttede lejefastsættelse, forbedringer m.v. Administrator havde alene en rådgivende funktion. Administrator havde ingen beslutningskompetence.

Skatterådet bekræftede, at udlejningsejendommen kunne anses for en aktiv erhvervsvirksomhed, hvorfor overdragelsen kunne ske med succession i ejendomsavancen efter KSL § 33 C. Der var herved henset til, at Spørger 1 varetog opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom, og at Spørger 1 havde bestemmende indflydelse på disse væsentlige forhold. Samt at de ikke i overvejende grad måtte anses for at blive varetaget af en uafhængig fysisk eller juridisk person.

Skatterådet bekræftede endvidere, at ejendommen kunne overdrages til Spørger 1’s 2 børn til ejendomsvurderingen - 15%. Der var herved henset til, at der ifølge det oplyste hverken var faktiske eller retlige ændringer siden vurderingen. Der var også henset til, at der ifølge det oplyste heller ikke var et holdepunkt, der kunne medføre, at der forelå særlige omstændigheder.

Spørger flyttede fra Schweiz til Danmark for at udføre forskning som postdoc ved et dansk universitet. Postdoc-opholdet blev finansieret gennem et postdoc-stipendium fra en schweizisk fond, der dækkede leveomkostninger og forskningsudgifter. Spørger ønskede at få bekræftet, at stipendiet ikke ville være skattepligtigt i Danmark.

Skatterådet fandt, at den del af legatet, der blev anvendt til dækning af forskningsudgifter, var skattefri i henhold til ligningslovens § 7 K, stk. 4, mens den del, der blev anvendt til dækning af leveomkostninger, ikke var omfattet af skattefriheden efter denne bestemmelse.

Skatterådet fandt, at den del af stipendiet, som dækkede leveomkostningerne, var omfattet af artikel 21 (Anden indkomst) i DBO mellem Danmark og Schweiz. Da det baseret på de foreliggende oplysninger blev lagt til grund, at Spørger var hjemmehørende i Schweiz, kunne det omhandlede beløb efter artikel 21 kun beskattes i Schweiz.

Skatterådet kunne derfor bekræfte, at stipendiet ikke skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i Danmark.

I spørgsmål 1 ønskedes det afkræftet, at Spørger skulle betale indkomstskat i Danmark af en trust, som Spørger havde arvet fra sin biologiske mor ifølge hendes testamente, og hvorfra Spørger modtog udbetalinger fra Australien på 1.500 dollars om måneden.

Da der i nærværende sag var tale om, at der ikke var nogen kapitalejer, da det var usikkert, hvem der efter Spørger død skulle have midlerne i trusten, kunne Spørger i udgangspunktet sidestilles med en rentenyder.

Da Spørger efter trustvedtægten skulle have udbetalt indkomsten fra trustens kapital, skulle Spørger beskattes af denne indkomst.

Såfremt de penge Spørger fik udbetalt hver måned ikke svarede til afkastet i trusten, som fx afkast fra aktier eller fordringer, men også kom fra fx trustens formue, skulle alle de beløb, som Spørger modtog, beskattes som personlig indkomst, da der udover afkast fra trustens aktiver også var tale om udbetaling af trustens kapitalgrundlag.

Skatterådet bekræftede således, mod Spørgers ønske, at Spørger skulle betale indkomstskat i Danmark af udbetalingerne fra en trust i Australien, som han havde arvet fra sin mor og besvarede spørgsmålet med "Ja, se dog indstilling og begrundelse".

Sagen handler om den momsmæssige behandling af udbud og tildeling af koncessioner til opførelse af havvindmølleparker. Til koncessionen hører en 2-vejs pristillægsmodel/CfD-ordning. Pristillægsmodellen sikrer den kommende koncessionsindehaver en estimeret minimumsindtægt i relation til den planlagte produktion af elektricitet. Dette sker ved at yde et positivt pristillæg som beregnes i forhold til markedsprisen for elektricitet på et givent tidspunkt. Samtidig kan udbyder i visse situationer være berettiget til at modtage et negativt pristillæg fra Koncessionsindehaveren.

Sagen handler særligt om, hvorvidt disse pristillæg er momspligtige.

Skatterådet bekræfter, at både det positive og negative pristillæg falder udenfor momslovens anvendelsesområde og derfor ikke er momspligtige.

Spørger anmodede Skatterådet om at bekræfte, at Spørger som ladestanderoperatør kunne opnå tilbagebetaling af elafgift efter elafgiftslovens § 11 g (indsat ved lov nr. 1776 af 29. december 2025) af elforbrug til opladning af elbiler hos kunder i private husstande, der var omfattet af elvarmesatsen efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt. I Spørgers tilfælde var elektriciteten i husstandene ikke omfattet af andre regelsæt, og Spørger kunne dokumentere, at den forbrugte elektricitet var fuldt afgiftspligtig for kunderne.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger kunne opnå tilbagebetaling for en periode, hvor der var betalt fuld elafgift, når Spørger som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet på anmodning kunne fremlægge opgørelser af målinger af kundens fuldt afgiftspligtige elforbrug i perioden fra det aftagenummer, der forsynede ladestanderen med elektricitet, og med angivelse af aftagenummeret. Det var forudsat, at Spørger i øvrigt opfyldte alle betingelserne for tilbagebetaling i elafgiftslovens § 11 g.

Styresignalet præciserer de skattemæssige konsekvenser, hvis en skatteyder bliver omkvalificeret fra selvstændigt erhvervsdrivende til lønmodtager i en situation, hvor skatteyderen har indgået en aftale med en kunde om levering af en arbejdsydelse via skatteyderens selskab, og hvor selskabet har udbetalt løn til skatteyderen.

Sagen angik, om klageren skulle beskattes af en kursgevinst ved eftergivelse af K/S H1s gæld i fremmed valuta i indkomståret 2013. Landsskatteretten fandt, at klageren skulle beskattes af en kursgevinst ved gældseftergivelsen, men at beskatningen skulle ske i indkomståret 2014, hvor kursgevinsten blev realiseret. Indkomståret 2014 var ikke en del af den påklagede afgørelse, og klagen angik også kun indkomståret 2013. Under henvisning hertil fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at foretage en afledt ændring efter skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1, således at beskatningen skete i indkomståret 2014. Landsskatteretten nedsatte herefter klagerens skattepligtige kursgevinst ved gældseftergivelse i fremmed valuta til 0 kr. i indkomståret 2013 og ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klagerens avance ved salg af en ejerlejlighed var skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Klageren, der boede i USA, købte lejligheden i 1991. Den blev anvendt til udlejning i perioden 1991 - 1997. Siden 1997 havde lejligheden udelukkende været anvendt som fritidsbolig i forbindelse med klagerens og dennes families ophold, når de var i Danmark. Lejligheden var fritaget for bopælspligt, var centralt beliggende i en by og havde i hele ejertiden både været registreret og haft status som helårsbolig. Klageren gjorde gældende, at bedømmelsen af, om fortjenesten var skattefri, skulle ske efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, om sommerhusejendomme og lignende, idet lejligheden havde karakter af en sommerbolig på afståelsestidspunktet. Landsskatteretten anførte, at en ejendom, der havde status som en helårsbolig på salgstidspunktet, som udgangspunkt kun kunne omfattes af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, i medfør af administrativ praksis om helårsboliger, der var købt som og i hele ejertiden havde været anvendt som sommerbolig for ejeren eller dennes husstand, jf. SKM2007.209.HR og SKM2010.166.HR. Landsskatteretten fandt, at lejligheden ikke havde karakter af en sommerhusejendom i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2’s forstand. Herved henså Landsskatteretten til, at lejligheden både blev erhvervet som og i hele ejertiden havde haft status som en helårsbolig. Hverken klagerens anvendelse af lejligheden eller den omstændighed, at lejligheden var fritaget for bopælspligt, kunne føre til, at lejligheden fik karakter af en sommerhusejendom. Skattefrihed ved salg af lejligheden var derfor betinget af, at betingelserne i den administrative praksis var opfyldt. Da ejerlejligheden i ejertiden også havde været anvendt til udlejning, var klagerens fortjeneste ikke skattefri i medfør af denne særlige praksis. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klagernes ejendom kunne komme med i overgangsordningen i ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 2, herunder om ejendommens arealændring havde betydning for ejendommens mulighed for optagelse i overgangsordningen. Den omhandlede ejendom blev købt af de daværende ejere (og klagere) ved købsaftale af 4. juli 2020. Ifølge købsaftalen var ejendommen på købstidspunktet under udstykning, og ejendommens grundareal ville herefter komme til at udgøre 2,2461 ha. På tidspunktet for handlen bestod ejendommens areal af cirka 158.221 m². Landsskatterettende bemærkede, at det fremgik af ordlyden i ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 2, at hvis en ejendom ved den seneste vurdering forud for vurderingen den 1. marts 2021 var vurderet som eksempelvis en landbrugsejendom, kunne ejeren vælge at bibeholde vurderingen som landbrug, selvom ejendommen nu måtte være blevet kategoriseret som en ejerbolig efter de nye regler. Landsskatteretten bemærkede endvidere, at klagernes ejendom blev vurderet som en landbrugsejendom ved vurderingen pr. 1. oktober 2020, som var den seneste vurdering forud for kategoriseringen som ejerbolig pr. 1. marts 2021, og at ejendommen ved vurderingsterminen pr. 1. oktober 2020 udgjorde et areal på cirka 15,8 ha. Landsskatteretten bemærkede tillige, at der i den første gældende version af ejendomsvurderingsloven, som trådte i kraft den 1. januar 2018, eksisterede en undtagelsesregel, hvorefter muligheden for at vælge at fastholde den juridiske kategori bortfaldt, hvis betingelserne for omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 2-7, var opfyldt, herunder hvis ejendommens grundareal blev ændret med mindst 25 m², jf. § 6, stk. 1, nr. 2. Denne undtagelsesregel var imidlertid ikke videreført, og reglerne var sidenhen ændret ad flere omgange, således at tilvalg af overgangsordningen nu kun bortfaldt ved arealændringer i tilfælde, hvor ejendommens grundareal blev nedsat med mindst 25 m² og herefter udgjorde under 2 ha. Klagernes ejendom blev reduceret med mindst 25 m², men til et grundareal på 2,2461 ha i januar 2021. Idet arealet ikke var ændret sidenhen, fandt Landsskatteretten, at ejendommen var omfattet af overgangsordningen. Henset til bestemmelsens ordlyd fandt Landsskatteretten, at den omstændighed, at ejendommen havde ændret areal i perioden fra den 1. oktober 2020 til den 1. marts 2021, ikke havde betydning for ejendommens mulighed for optagelse i overgangsordningen. Landsskatteretten lagde vægt på, at ejendommens areal på intet tidspunkt havde været mindre end 2 ha, hvilket måtte anses som værende et afgørende kriterie, som både var i overensstemmelse med lovens ordlyd og med betænkning til forslaget til den seneste ændringslov.  Landsskatteretten fandt således, at klagerne havde ret til at få ejendommen med i overgangsordningen og pålagde herefter Vurderingsstyrelsen at optage ejendommen i ordningen pr. 1. marts 2021.

Klageren havde fået eftergivet gæld den 9. juli 2021. Sagen angik, om klageren havde mulighed for at fremføre sit uudnyttede underskud i skattepligtig indkomst for indkomståret 2021 til de efterfølgende indkomstår, eller om dette underskud til fremførsel skulle nedsættes efter personskattelovens § 13 a som følge af den opnåede gældseftergivelse i 2021. Landsskatteretten lagde til grund, at der var tale om en frivillig akkord omfattet af personskattelovens § 13 a, stk. 5. Landsskatteretten fandt, at klagerens uudnyttede underskud til fremførsel til efterfølgende indkomstår, herunder også underskud for akkordåret 2021, skulle nedsættes som følge af gældseftergivelsen. Landsskatteretten henviste bl.a. til, at det fremgik af både ordlyden af personskattelovens § 13 a, stk. 1, og af bestemmelsens forarbejder, at et fremførselsberettiget underskud, der opstod i det indkomstår, hvori den skattepligtige opnåede en frivillig akkord, skulle nedsættes med den eftergivne gæld. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Klageren havde fået eftergivet gæld den 22. december 2022. Sagen angik, om klageren havde mulighed for at fremføre sit uudnyttede underskud i skattepligtig indkomst for indkomståret 2022 til de efterfølgende indkomstår, eller om dette underskud til fremførsel skulle nedsættes efter personskattelovens § 13 a som følge af den opnåede gældseftergivelse i 2022. Landsskatteretten lagde til grund, at der var tale om en frivillig akkord omfattet af personskattelovens § 13 a, stk. 5. Landsskatteretten fandt, at klagerens uudnyttede underskud til fremførsel til efterfølgende indkomstår, herunder også underskud for akkordåret 2022, skulle nedsættes med et beløb svarende til den eftergivne gæld. Landsskatteretten henviste bl.a. til, at det fremgik af både ordlyden af personskattelovens § 13 a, stk. 1, og af bestemmelsens forarbejder, at et fremførselsberettiget underskud, der opstod i det indkomstår, hvori den skattepligtige opnådede en frivillig akkord, skulle nedsættes med den eftergivne gæld. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, at Skattestyrelsen havde anset selskabets salg af PP non-woven-poser i perioden 1. august 2020 til 31. december 2020 for afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 a, hvorfor selskabet skulle betale 1.529.556 kr. i emballageafgift. Landsskatteretten fandt, at selskabets salg af poserne var afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 a, idet poserne var fremstillet af et plastmateriale, var med hank og havde et rumindhold på mindst 5 liter. Landsskatteretten lagde vægt på, at efter de foreliggende oplysninger var det de i sagen omhandlede posers funktion at fungere som traditionelle poser, der anvendes til at bære ting i. Der var ikke godtgjort, at der var tale om poser med en særlig funktion, der ikke kunne varetages af en stofpose, et bærenet, en taske eller lignende. Landsskatteretten fandt desuden, at der ikke forelå en administrativ praksis, der afskar Skattestyrelsen fra at opkræve emballageafgift for selskabets salg af PP non-woven-poser for perioden 1. august 2020 til 31. december 2020. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse (Dissens).